Er kaffe sundt?
Populær drik
Vi danskere er vilde med den varme, sorte drik. Faktisk er vi så vilde med kaffen, at vi har det fjerde højeste kaffeforbrug pr. indbygger på globalt plan. Men er kaffen egentlig sund eller usund?
3-4 kopper dagligt
Undersøgelser viser, at kaffen, hvis man holder forbruget på 3-4 kopper dagligt, ikke er sundhedsskadelig som tidligere antaget. Forklaringen bygger på, at der ofte ikke bliver skelnet mellem mængden af kaffe og mellem de forskellige tilberedningsmetoder.
Alt for store mængder ufiltreret kaffe, kan være usundt, da det kan give risiko for hjerte-kar sygdomme. Derimod kan et moderat indtag af kaffe faktisk have forskellige gavnlige effekter.
Koffein
Når der bliver diskuteret, hvorvidt kaffe er sundt eller ej, drejer det sig ofte mest om stoffet koffein, som findes i kaffen. Koffein er et naturstof, som virker stimulerende og opkvikkende, hvilket mange mennesker har brug for om morgenen.
Dette har også en øget produktivitet og et humørboost som effekt. Det er dog også koffeinen, der gør, at man nærmest kan blive afhængig af kaffen og kan få abstinenser, hvis man ikke får den daglige mængde kaffe. Hvis man indtager mere end 5 kopper kaffe om dagen, kan koffeinen forårsage søvnløshed, irritation, maveonde, nervøsitet, muskelrystelser og forstyrret hjerterytme.
Slankende drik
Sort kaffe indeholder i sig selv 0 kalorier, hvilket gør at det ikke bidrager til kalorieregnskabet og kan drikkes uden dårlig samvittighed. Dette gælder dog ikke, hvis man tilbereder sin kaffe med sukker, mælk eller sirup, da det tilsætter ekstra kalorier. Kaffe har den fordel, at den sætter gang i stofskiftet, stimulerer centralnervesystemet og påvirker kredsløbet.
Dette gør tilsammen at forbrændingen stiger, hvilket gør det lettere at smide de overflødige kilo. Kaffe kan dog ikke bruges som slankekur, da denne virkning forsvinder ved et dagligt indtag af kaffe.
Antioxidanter
En af kaffens positive egenskaber er, at kaffen har et stort indhold af antioxidanter. Det gør blandt andet, at et indtag af kaffe faktisk kan sænke risikoen for blandt andet at udvikle bestemte kræftformer. Derudover kan kaffe også nedsætte risikoen for at udvikle type 2-diabetes, Parkinsons sygdom samt blodprop og blødning i hjernen.