En sund levevis uden kød
Jeg er ikke vegetar, men jeg vil da gerne leve mere sundt, så jeg kan tabe mig nogle kilo. De fleste af os er jo overvægtige, og nogle er endda kraftig overvægtige. Det er usundt for kroppen og giver et lavt selvværd. Så du bør holde din krop i god form med sund og varieret kost, således du altid er slank og i fysisk topform. På vegetarforeningens hjemmeside kan man læse et interessant indlæg om sund kost uden brug af kød. Man kan have et dejligt sund liv både med eller uden kød.
Er mennesket ikke skabt til at spise kød?
Nej. Mennesket har tilpasset sig i en sådan grad, at vi i dag kan leve af mange forskellige ting, dvs. vi er altædende eller omnivorer, som det også kaldes. Det har været en god egenskab at have som art, når vi har skullet overleve gennem årtusinder. Men blot fordi man kan leve af en bestemt ting, betyder det ikke at denne ting er en nødvendighed, ej heller at det i længden er sundt. Ser vi på menneskets nærmeste slægtninge, menneskeaberne, lever disse altovervejende af planteføde i form af blade eller frugter, og mennesket må ligesom disse betegnes som frugivor, altså frugtspiser. I modsætning til de arter, som primært lever af kød, har vi en lille mund med tænder, der egner sig bedst til tygning og ikke til flænsning. Vi har også neutralt spyt, en stor mavesæk, en lang tyndtarm og en foldet tyktarm – altsammen ting, som er uegnede til en kost, der er rig på kød. Anatomisk set må man derfor konkludere, at mennesket nærmere er skabt til vegetarisk kost end til kødkost.
Er vegetarer ikke blege og usunde?
Nej. Det er på alle måder en gammel skrøne, at vegetarer skulle være nogle blege, skrøbelige vrag, der lider af alle mulige mangelsygdomme. Faktisk er det sådan, at en afbalanceret og varieret vegetarisk kostplan stemmer helt overens med de nutidige anbefalinger for en fedtfattig og fiberrig kost, og det er endda nemmere at nå op på de anbefalede mængder af frugt, grønt og fiberrige kornprodukter, når man lever vegetarisk. Endvidere har en række medicinske undersøgelser vist, at vegetarer har langt lavere risiko end kødspisere for en række af nutidens alvorligste sygdomme, som f.eks. hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge, overvægt og fedme samt visse typer af kræft. Vil man det bedste for sit helbred, er det derfor et godt valg at blive vegetar.
Har jeg ikke brug for en varieret og velafbalanceret kost?
Vi har alle brug for at spise en varieret og velafbalanceret kost for at få det optimale ud af vores mad, men en kost kan sagtens være både varieret og velafbalanceret uden at indeholde kød. Kroppens behov for proteiner, vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer dækkes fint af en varieret vegetarkost. Kød kan derimod bringe kosten i ubalance ved sit alt for store indhold af det usunde mættede fedt, animalske proteiner og kolesterol.
Hvordan får jeg proteiner nok?
Modsat hvad mange tror, er det overhovedet ikke et problem at få proteiner nok som vegetar. Faktisk er det sådan, at får man blot kalorier nok i sin mad til at dække ens energibehov, så får man generelt også protein nok. Af samme grund er proteinmangel ikke noget udbredt problem, med undtagelse af situationer, hvor der er sult og egentlig mangel på fødevarer.
Hvordan kan jeg være sikker på at få nok af næring og vitaminer
En varieret vegetarkost kan til fulde dække alle kroppens behov for næringsstoffer. Der findes masser af proteiner, fibre, komplekse kulhydrater, sunde fedtstoffer, vitaminer og mineraler i vegetariske fødevarer som f.eks. diverse kornprodukter, frugt og grønt, bælgfrugter, nødder og frø. Kun B12-vitamin findes ikke i tilstrækkelige mængder i vegetabilske fødevarer, men findes i mælkeprodukter og æg (veganere kan tage et tilskud af dette vitamin, mens vegetarer der spiser mælkeprodukter og eller æg kan få det dækket gennem kosten). Så spiser du varieret, er du sikker på at få alt, hvad du skal bruge.