Viden om sunde madvarer
Der findes mange myter og ekspertudtalelser om produkterne, som vi spiser hver dag. Og få dage efter kommer en ny ekspert med nøjagtig de modsatte råd. Så det er klart, at vi som uvidende forbrugere nemt kan blive forvirrede og totalt miste overblikket over, hvad som egentligt er sundt, og hvad som er usundt. Findes der ingen endegyldige udtalelser? Hvorfor er eksperterne ikke enige om dette? Her vil du nu kunne læse nogle kontroversielle udtalelser fra eksperterne om nogle kendte madvarer, som vi alle gik og troede var temmelig sunde. Men er de nu det alligevel? Døm selv. Opfattelsen af, hvad der er sundt, er i høj grad omgærdet af misinformation og myter, fastslår ernæringsekspert Per Brændgaard. Samvirke bringer hans bud på madvarer, kostbevidste forbrugere oftest går galt i byen med, vi bringer her uddrag fra artiklen.
Sushi
”Det er på grund af de hvide ris, som optræder i meget sushi. Det er jo ren stivelse og tomme kalorier. Der mangler nogle fuldkorn, for alt det sunde sidder i skaldelene. Man kan dog få nogle typer sushi, hvor der er sorte ris eller fuldkornsris i, eller spise fisken alene.
Frugtyoghurt
”Yoghurt har ry for at være sundt. Og frugt har ry for at være sundt. Når man kombinerer de to, må det være sundt, tænker man så. Men problemet er, at de fleste typer har for meget sukker og fedt. Inden man har set sig om, spiser man sødmælk med sukker – eller noget, der ligner sodavand.”
Smoothies
”Smoothies har været voldsomt populært de seneste år i både hjemmelavede og færdiglavede udgaver. Det er godt til småtspisende, og det er en god genvej til at få mere frugt og flere bær. Men for mange vil det være sundere at spise frugterne for sig. Hvis du læser bag på en smoothiekarton, kan du se hvor mange æbler, blåbær og appelsiner, den indeholder.
Rødvin
”At rødvin er sundt er en evig myte, der opstod en myte i 90’erne på baggrund af forskning, der viste, at folk, der drikker et glas rødvin, lever længere. Men det skyldtes ikke rødvinen, men at dem, der drak rødvin på tidspunktet, havde en sundere livsstil. Forskningen viser, at vin og øl har de samme egenskaber på mange områder. Det kan forebygge hjertekarsygdomme, men kun hos folk med et lille til moderat forbrug.”
Magert kød
”I forbindelse med proteinmanien, der hersker for tiden, hører man ofte om lovprisningen af kød. Det hedder sig, at man skal spise masser af protein og spare på kulhydraterne. Men det er ikke underbygget. Ofte betyder det, at folk begynder at spise mere kød – især stegt kød og grillstegt kød. For ikke at tale om stegemutagener og rødt kød, der øger risikoen for kræft. Det er mere hensigtsmæssigt, at vi får omlagt et animalsk forbrug til et mere vegetabilsk forbrug. Der er mange antagelser om, at de animalske fødevarer er slankende. Fødevareindustrien hælder jo millioner i den forskning. Det sundeste er at reducere kød og i stedet føje flere grøntsager til.”
Olivenolie
”I mange kredse er der opstået en idé om, at olivenolie gør, at du taber dig omkring maven og taljen. Det hedder sig, at hvis du skal have flad mave, så skal du have færre kulhydrater og mere protein og flere monoumættede fedtstoffer. Kvinder hælder olivenolie på salaten og undrer sig over, at de ikke taber sig. I forhold til kolesterol-indtaget er rapsolie bedre.
Spelt
”Jeg bor på Østerbro, og jeg ser mange gravide kvinder, der tror, at spelt er godt til deres børn, fordi det jo bare er sundt. Men mange spelttyper er bare en hvedetype og ikke fuldkorn. Så helt normale speltboller svarer faktisk til at spise hvide ris. Spelt har fået et image af at være sundt, og det er det nødvendigvis ikke. Det er afgørende, om det er fuldkorn eller ikke-fuldkorn.”
Morgenmadsprodukter
”Der er mange morgenmadsproducenter, der reklamerer med højt fiberindhold. Men ofte pumper de det bare med sukker for, at klid og fiber kan glide ned. Fuldkorn og fiber er sundt, men der følger sukker med. Så er det sundere at spise havregryn med mælk, hvor naturligt sukker kan komme fra bananskiver, rosiner eller dadler.
Kokosolie
”I alternative kredse er der opstået en tro på at kokosolie er sundt fedt. Idéen er, at så snart temperaturen bliver høj ved stegning, så bliver de almindelige olier forvandlet til noget farligt – modsat kokosolie. Men det er ikke rigtigt. Man skræmmer folk til at gå væk fra andre olier.
Komælk
”Det er dem, der tror, at det er helt vildt sundt og derfor drikker meget. Så er der dem, der aldrig drikker mælk, fordi de mener, at det er usundt. Og begge tager fejl og træffer derved det usunde valg. Ny rapport viser, at stort forbrug af mælk kan hos mænd øge risikoen for prostatakræft, Parkinsons sygdom og akne for både kvinder og mænd. Hvis du slet ikke drikker mælk, så øges risikoen blandt andet for blødning i hjernen, flere kræftformer og type 2-diabetes. Den sundeste mængde mælk er en kvart til en halv liter om dagen nok.
Læs hele artiklen her på dette link: