Verdens bedste brød
Oplevelsen af verdens bedste brød er naturligvis individuel, men det er indiskutabelt, at oplevelsen starter i køkkenet. Duften af nybagt brød er helt oppe i klassen med nyslået græs, duften af forår og friskbrygget kaffe.
Situationen er ofte afgørende for oplevelsen. Børnefødselsdage med varm kakao og verdens bedste boller er et godt eksempel.
Og hvem husker ikke mors eller fars hjemmebagte franskbrød, serveret med Nutella og et koldt glas mælk, efter skole en kold vinterdag. Det har reddet mange dage for mig.
Jeg husker stadig mit første sammenskudsgilde efter jeg var flyttet hjemmefra. Jeg skulle stå for brødet Jeg kunne have købt det ved bageren, men jeg var stædig, og ville lave det selv. Jeg gik på nettet og fandt en nem og lettilgængelig opskrift på verdens bedste brød hos Mad & Bolig. ’Projekt flute’ lykkedes, og jeg fik stor ros for min indsats. Derved blev det flute verdens bedste brød for mig. Ikke nødvendigvis fordi det smagte bedre end så meget andet godt brød, men fordi det lige præcis passede til lejligheden.
Verdens bedste rugbrød
I julen 2014 var jeg inviteret til julefrokost hos nogle venner. De havde kastet sig ud i at lave rugbrødet selv. Det er ikke verdens nemmeste sag at lave sit eget rugbrød, men hold da op, hvor smagte det godt. På det tidspunkt var det, og det tør jeg godt sige, det bedste rugbrød jeg nogensinde har fået. Jeg har efterfølgende selv bagt mit rugbrød adskillige gange.
Jeg skal selv stå for julefrokosten i år, og jeg har besluttet at alt hvad jeg kan lave selv, vil jeg lave selv. 2 slags rugbrød, 2 slags hvidt brød hvoraf det ene skal være et flerkornsbrød. Ja, selv kiksene til osten får et forsøg.
Om jeg er nervøs? Slet ikke. På nettet er der et hav af gode opskrifter, og jeg ved godt hvor jeg skal finde mine.