Inspiration til kuren

Billig og fedtfattig mad

Mange tror fejlagtigt, at sund og slankende mad er dyr mad. Det kan det være, da gode råvarer er dyre, men med lidt omtanke kan man faktisk handle billigt ind og stadig få god slankemad. Det behøver ikke være dyrt at leve fedtfattigt, man skal eksempelvis huske, at discountvarer har lige så gode ernæringsmæssige egenskaber som mærkevarer, forklarer ernæringseksperten. Man kan læse hele denne oplysende artikel på DR´s hjemmeside om sundhed. Her kan man læse mange gode råd til at leve billigt og fedtfattigt. Der er endda lavet et TV program med Genration XL, som handler om at leve med god slankende mad men til lave priser. Hvor og hvordan bør man handle ind?

Kan man leve både fedtfattigt og stadig billigt?

Vi har bedt kandidat i human ernæring, Preben Vestergaard Hansen, Professionshøjskolen Metropol, om et par gode råd til varer, man kan putte i indkøbskurven uden at blive flået – og alligevel følge myndighedernes kostråd:

 

Grove grøntsager er sunde

Spis flere af de grove grøntsager, som gulerødder eller kål, da disse ofte er billigere end andre grøntsager, og samtidig bidrager med flere kostfibre. Samtidig er det altid en fordel at vælge frugt og grønt, der er lokalt og i sæson.

Det behøver ikke at være dyre eksotiske frugter og grøntsager. De er ikke sundere end andre. Køber man frostgrøntsager og sparer penge, så er det også sundt.

Fisk og fuldkorn anbefales

Frisk fisk er ofte dyrt, derfor er en billig løsning at vælge mere fisk på konserves eller frost. Køber du fiskekonserves som for eksempel makrel i tomat eller torskerogn, kan du godt købe den billige udgave, fordi den er lige så sund som den dyre udgave. Du kan eventuelt også købe for eksempel rejer, laks og torsk i frossen og på tilbud.

Det anbefales, at man spiser mindst 75 gram fuldkorn om dagen. En nem og billig løsning er at spise havregryn og rugbrød, idet begge produkter indeholder mange fibre, vitaminer og mineraler og samtidig er billige produkter.

Sukker, slik, sodavand og kager er dyre, tomme kalorier, derfor er det bedste råd på dette punkt, at man så vidt muligt kun spiser og drikker dette ved ganske særlige lejligheder.

De mejeriprodukter, der indeholder mindst fedt, er som regel også billigere end dem med en høj fedtprocent.

Gode råd om kød

For kød forholder det sig ofte omvendt. Ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv bør man alligevel vælge at bruge lidt ekstra penge og købe det magre kød.
For at få kødet til at række længere kan man vælge tilberedningsmetoder, der tillader, at man også bruger grøntsager i sine kødretter. I en kødsovs kan man for eksempel bruge mere revet gulerod, løg og selleri og mindre kød.

Man kan også skære ned på både mejeriprodukter og kødforbrug. Spæd op med de grove grøntsager, der mætter i stedet for.

De fleste usunde ting er også dyre ting. Fastfood som for eksempel pizza, slik, chips mv. kan du med fordel skifte ud med gnavegrønt som agurker, sukkerærter, gulerødder og frisk frugt.

Invester i en god drikkedunk til at have i tasken i stedet for at købe mineralvand på flaske, det er billigere i længden. Almindeligt vand fra hanen er lige så sundt som det vand man kan købe på flaske.

Discount giver mere mad for pengene

Overordnet dikterer myndighedernes anbefalinger ikke noget om, at man skal købe mærkevarer. Discount er billigere og lige så sundt ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt.

Skriv et svar