COOKIE- OG PRIVATLIVSPOLITIK
Alt om slankemad

Opskrift på lækker og sund lasagne

29. november 2015

Nederst i dette indlæg vil du kunne finde min yndlingsopskrift på lasagne, og den er ikke fedende, som mange andre opskrifter til lasagne er.

Så det er jo skønt, at man kan nyde en lækker ret, uden at man tager flere kilo på. Det er nemlig heller ikke svært at lave sund mad. Man bruger som regel bare de almindelige opskrifter på mad, hvor vi blot ændrer lidt på opskriften, således retten bliver sundere.

Hvis du bruger de råd, som du finder her på siden, så kan du nemt selv lave almindelige madopskrifter om til sund mad, og samtidigt få et lækkert og velsmagende resultat. Du kan finde opskriften på en sund lasagne her.

Drop de fanatiske slankekure

Jeg tror ikke på fanatisme indenfor slankekur og ernæring. Derfor vil du også kunne finde majonæse, ost og lign. i mine madopskrifter, selvom mængderne er gjort mindre.

Grunden til dette er, at jeg tror på, at du kan leve et sundt liv, hvor der også er plads til “traditionelle” madvarer, hvis du sørger for at bruge sund fornuft og de råd, som du finder her på siden.

Det er faktisk ganske nemt at gøre mad sundere – følg disse simple regler, og du forbedrer den mad du spiser ganske betydeligt!

Gør retterne grovere! Dvs. groft brød, grov pasta, vilde ris mv.

Gør retterne grønnere! Dvs. sørg for at bruge mange grøntsager og lav salat til retterne. Slut evt. af med frugt til dessert.

Gør retterne mere fedtfattige! Skær ned på fedtet – især de animalske fra f.eks. kød, smør og mælk.

Ofte bliver resultatet lige så velsmagende og så giver det en bedre og lettere mæthedsfornemmelse som ekstra bonus ud over de andre generelle sundhedsmæssige fordele.

Så prøv dig frem. Find mere inspiration på internettet eller lav dine egne opskrifter om til sund mad. Det er nemt, velsmagende og din krop har rigtig godt af det.

Opskrift på sund lasagne

Man kan sagtens lave en lasagne, som er både lækker og sund. Her er et forslag til, hvordan du kan gøre.

Dette skal du bruge:

500 gr. fedtfattigt oksekød, grove lasagneplader, 2 løg, 2 store gulerødder, 1 squash, 1 dåse flåede tomater, 2-3 friske tomater, fedtfattig mornaysauce, salt, peber, evt. oksebouillon, olie og lidt revet ost.

Fremgangsmåde:

Skræl og riv gulerødderne, riv squashen, skær tomaterne i skiver og pil og hak løgene. Løgene svitses i olien i en gryde og oksekødet tilsættes og brunes. Tilsæt ca. 0.5 l vand. Gulerødder, squash og flåede tomater tilsættes og simrer 5-10 min. Smag til med salt, peber og evt. lidt oksebouillon. Så er din kødsovs færdig.

Tag et ildfast fad og smør det med lidt olie. Start din lasagne med at lægge en lag kødsovs nederst, dernæst et lag grove lagsagneplader og til sidst et lag mornaysauce. Fortsæt sådan og slut af med et lag kødsovs. Til sidst fordeler du tomatskiverne og lægger lasagnen i ovnen. Ca. 10 min før lasagnen er færdig tager du den ud og fordeler den revne ost over den, før du sætter lasagnen ind de sidste ca. 10 min.

Lasagnen skal i alt stå 35-45 min. i en forvarmet ovn ved 180 grader.

Der kan bruges andre grøntsager i en sund lasagne, f.eks. champions eller porrer. Prøv dig frem og find ud af, hvad du og din familie bedst kan lide.

Servér denne lækre lasagne med frisk grøn salat.

God appetit.

 

 

Billede: Well Preserved

Læs mere på bloggen

You Might Also Like