Pulled pork med fedtfattig coleslaw
Er du også en af de mange, der elsker en rigtig snasket pulled pork sandwich og nægter at gå på kompromis med de gode råvarer , så se her, hvordan du både kan få det sunde med det ‘søde’.
I Søndag har jeg fundet en helt fantastisk opskrift på en Pulled Pork sandwich, hvor du som supplement kan vælge at lave en sund coleslaw- salat som fyld i sandwichen eller blot servere den fedtfattige coleslaw salat som tilbehør. Hvis du bare sørger for at spise rigeligt af den lækre coleslaw, skal du nok holde dit kalorieindtag på et rimeligt niveau.
Opskriften på den fedtfattige coleslaw finder du her.
Pulled pork sandwich (fundet i Søndag)
2 kg kamsteg, uden svær og ben
Rub pulled pork:
1 dl muscovadosukker eller brun farin
1 spsk. sød paprika
2 tsk. chipotlepulver eller røget paprika
1 spsk. tørret oregano
1½ spsk. salt
1 spsk. fintmalede espressobønner
1 spsk. stødt koriander
2 tsk. frisk kværnet peber
lidt olie
Bbq-sauce pulled pork:
4 spsk. finthakkede løg
5 fed hvidløg, finthakkede
lidt olie til stegning
6 dl ketchup
2 dl muscovadosukker eller brun farin
6 spsk. æbleeddike
2-3 spsk. chipotle i adobesauce
½ dl espressokaffe
salt
Endvidere til pulled pork (eller den fedtfattige coleslaw):
¼ rødkål
1 spsk. sukker
¼ dl limesaft
2 håndfulde koriander
gode burgerboller
syltede agurker
Sådan laver du din pulled pork sandwich:
Fjern det værste fedt fra stegen.
Bland sukker, paprika, chipotlepulver, oregano, salt, kaffe, koriander og peber sammen, og hæld blandingen i en stor frysepose. Kom kødet i posen; massér rubben ind i kødet, og lad stegen trække i 8-10 timer i køleskabet – dette er vigtigt for at få den helt rigtige pulled pork sandwich!
Tag stegen ud af køleskabet, og gnid den med 1-2 spsk. olie. Læg den i en stegeso eller en ildfast gryde med låg, og steg svinet ved 125° i 6-8 timer, eller til kødet er helt mørt. Lad det trække i 30-40 minutter.
Træk kødet fra hinanden med to gafler, så du får skønne, møre flager. Overfladen har masser af smag og er helt sort, og indeni er kødet saftigt og mørt, så sørg for at blande det godt. Bland noget af lagen fra stegningen i kødet, så din pulled pork sandwich bliver rigtigt snasket og lækker.
Sautér imens løg og hvidløg i lidt olie i en lille varm gryde eller kasserolle, uden at det tager farve. Kom ketchup, sukker, eddike, chipotle og kaffe i gryden, og lad saucen simre i 10 minutter. Smag til med salt. Stil bbq-saucen koldt indtil brug, og bland den ikke med kødet.
Snit kålen fint, og rør sukker og limesaft sammen, til sukkeret er opløst. Vend kålen i dressingen, og “massér” den sammen med dressingen (det farver, så tag en frysepose eller handske på hånden), og vend koriander i salaten.
Saml din sandwich med mayo, kål, kød, bbq-sauce og agurker, eller lad dine gæster samle deres sandwiches selv.
Servér straks din sandwich, helst med en stor, sprød salat til.
Billede: hepp