Knækbrød spækket med frø og kerner
Knækbrød kan være lige så sundt som fuldkornsrugbrød. Men det siger sig selv, at for at det skal være rigtig sundt, skal der rigtig meget fuldkorn i.
Luftige knækbrød mætter ikke
Vi kender nok bedst knækbrød som nogle skarptskårne, firkantede stykker fra Wasa, der er utroligt luftlige og sprøde. Det er lette knækbrød, og det kan både være en fordel og en ulempe.
Fordelen er, at det giver noget at tygge i, og øjnene tror, der kommer en del mad indenbords. Det kan gøre det lettere at spise sig mæt for færre kalorier.
Ulempen er, at eventuel smørelse og pålæg hurtigt kommer til at veje tungt i forhold til brødmængden, og knækbrød ender derfor måske med at blive en let transportør for for eksempel smør og fed ost, – og det ved vi alle jo ikke er sundt i store mængder. Et tip er derfor at holde igen med mængden af smørelse og pålæg på knækbrød.
Bag selv dine egne sunde kernefyldte knækbrød
Mange har svært ved at spise sig tilstrækkeligt mætte i de luftige knækbrød. Man bliver træt af at tygge, før maven er blevet mæt.
Derfor er det en rigtig god ide selv at bage sine knækbrød. På den måde er man sikker på, at knækbrødet er spækfyldt med frø og kerner, og både er mættende og sundt på samme tid.
Og så er det faktisk også ret nemt at bage sine egne knækbrød. Her får du en skøn opskrift på hjemmelavet knækbrød med masser af sunde frø og kerner.
Sprøde knækbrød med frø og kerner
(Fra Søndag)
Tid: Ca. 1 time inkl. bagning
16-20 stykker knækbrød
Det skal du bruge
1 dl havregryn
2 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
3½ dl hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk salt
2 dl vand
1 dl olie
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 grader.
Bland de tørrede ingredienser i en skål og rør vand og olie i. Fordel dejen på en bageplade med bagepapir. Brug evt. en våd skraber til at brede den ud med. Markér med en kniv, hvor store stykkerne af knækbrød skal være.
Bag dine knækbrød i ca. 20 min., til de er lysebrune. Afkøl de færdigbagte knækbrød på en rist og opbevar dem i en kagedåse, til de skal spises.
Hjemmelavet knækbrød smager skønt med koldt smør, friskost eller helt klassisk med hønsesalat. Hjemmelavet knækbrød kan selvfølgelig også nydes, som de er.
Tip: Skærer du dine knækbrød ud i tynde “pinde”, er de ideelle som sunde snacks.